Kunst af kinesisk maleri

Ifølge deres udtryksformer kan kinesiske malerier deles op i to kategorier: Xieyi Skolen er præget af overdrevne former og frit håndtryk og Gongbi Skolen er kendetegnet ved nøje opmærksomhed på detaljer og fint penselarbejde.Xieyi, er dog den grundlæggende tilgang til kinesisk maleri. Det udgør en æstetisk teori, som frem for alt understreger følelserne. Gu Kaizhi, en berømt kunstner fra Jin-dynastiet (ca. 345-406), var den første til at fremsætte teorien om "at få formen til at vise ånden". Efter hans opfattelse bør et maleri tjene som et middel til at formidle ikke kun udseendet af et objekt, men også for at udtrykke, hvordan kunstneren ser på det objekt.

Forskelligt fra vestlige malerier er et kinesisk maleri ikke begrænset af fokuspunktet i dets perspektiv. Kunstneren kan male alle scenerne langs Yangtse-floden på et stykke papir eller silke, der er langt og smalt. Man kan sige, at vedtagelsen af skiftende perspektiv er et af karakteristikaene ved kinesisk maleri. Hvorfor fremhæver de kinesiske kunstnere det skiftende perspektiv? De ønsker at bryde fri af begrænsningerne af tid og rum for at inkludere i deres billeder ting, der både er nære og fjerne. Desuden finder kunstnerne, at i livet ser folk deres omgivelser fra et mobilt fokuspunkt. Mens man går langs en flod eller i en have, ser man alt på vejen. Det skiftende perspektiv giver kunstneren mulighed for frit at udtrykke, hvad han ønsker.

Kinesisk kalligrafi og kinesisk maleri er nært beslægtet, da linjer bruges i begge. Kineserne har omdannet enkle linjer til en højt udviklet kunstform. Linjer bruges ikke kun til at tegne konturer, men også til at udtrykke kunstnerens koncepter og følelser. En række linjer bruges til forskellige emner og forskellige formål. De kan være lige eller buede, hårde eller bløde, tykke eller tynde, svage eller mørke, og blækket kan være tørt eller flydende. Brugen af linjer og penselstræk er et af de elementer, der giver kinesisk maleri sine unikke kvaliteter.